…som vist er færdig nu…
Wikipedia
Så har jeg eksperimenteret lidt…
KMS, InterMedia og NoteCards
Siden Vannevar Bush’s tanker om vidensdeling understøttet af Memex maskinen og Nelsons første ideer om hypertekst, non-lineær tekst, har der været en række bud på, hvordan data bedst muligt organiseres og kategoriseres i et hypermediesystem. Et hypermediesystem er teknologi til at strukturere information i form af tekst, billeder, grafik, musik etc. I denne sammenhæng er links og nodes nøglebegreber. Links er ’tråde’ der skaber relationerne imellem systemets nodes, det vil sige modularisering/fragmentering af informationer, og fastsætter hvorledes det er muligt at navigere sig rundt i data. Der hersker i de forskellige systemer varierende design rationaler, herunder arkitektur, grænseflade og anvendelse.Selvom systemerne så at sige er uddøde, er de ikke irrelevante idet de har introduceret en mængde begreber, som vi i dag efterstræber eller allerede anvender på eksempelvis www. Informationssystemet Knowledge Management System (KMS) blev udviklet på Carnegie Mellon University i årene 1972 til 1984, og var det første system der blev brugt i et større setting. Dokumenterne i dette system kaldtes frames, og hver af disse var opbygget af enheder af tekst, grafik eller billeder kaldet items. For overskuelighedens skyld kunne man ikke scrolle, hvilket vil sige, at en frame ikke kunne indeholde mere end en skærmfuld. Med andre ord; What You See Is What You Get. Dette kunne dog på sin vis resultere i nogle noget fragmenterede dokumenter.Frames organiseredes i framesets, som kunne defineres som en slags foldere. Overordnet var systemet bygget op som en hierarkisk træstruktur med tre linktyper. Kilden var altid et item, destinationen altid en frame og linket en attribut på et item. Links var indlejrede som vi kender det på www. Den primære linktype dannede træstrukturen og skabte envejs forældre barn forhold imellem frames, og gjorde det således nemt at navigere op og ned gennem systemet ved hjælp af back og forward funktioner. Desuden fandtes der links som går på tværs af træstrukturen, samt action links. Man tog HCI alvorligt i skabelsen af KMS, og med ønsket om at designe et effektivt og brugervenligt interface, baserede man 90 pct. af interaktionen på en kontekstafhængig 3-knapsmus, hvilket viste sig at være yderst vellykket for den øvede bruger. KMS understøttede samarbejde, idet flere brugere kunne editere samme frame på samme tid. Systemet havde Optimistic Concurrency Control, hvilket vil sige, at det var den person der gemte sidst som havde ansvaret for, at indholdet opdateredes korrekt. Det var oprindeligt meningen, at alle skulle have skriveadgang i alle frames, som vi kender det fra Wikis i dag, men det blev muligt at kunne beskytte sine frames mod modificering. Dog kunne det tillades, at andre lavede annotation items i frames. Desuden var der indbygget versionering.Systemet tilbød ingen grafiske browsere hvilket bl.a. betød, at man intet grafisk overblik havde over hierarkierne. Man mente heller ikke at menuer var relevante, hvilket på nogle måder kunne resultere i besværliggørelse af interaktionen. Systemet var, ligesom de to næste, monolitisk, hvilket betyder, at man ikke kunne importere fra og interagere med andre applikationer. InterMedia blev skabt i 1985, til at understøtte undervisningen på Brown University. Brugergrænsefladen blev designet efter WIMP modellen og mindede derfor meget om noget vi ville kende i dag. InterMedia var, som nævnt, monolitisk, men tilbød en række konsistente editorer, samt muligheden for at udvidelse. Flere dokumenter kunne samles i et corpus, og det enkelte dokument var ikke kun begrænset til hvad der kunne være på en skærm. I modsætning til KMS var InterMedia opbygget som en grafstruktur. Links var to vejs rettede, hvilket vil sige, at de kunne følges begge veje. Enhver selection af data, kunne gøres til en block, som var et lokalt anker i et dokument. Blocks kunne genbruges til flere links, hvilket resulterede i, at man var nødt til at vælge hvilken destination man var interesseret i. Links blev slettet hvis destinationen ikke længere eksisterede. Dette kunne selvfølgelig være praktisk nok, men også en smule ærgerligt, hvis man som udgangspunkt skulle ønske, at skabe en tom struktur. Et centralt begreb i InterMedia var webs. Webs var en samling af blocks og links, som kunne gemmes separat fra dokumentets indhold, altså eksternt. Dette betød, at man selv kunne strukturere et personligt web med den begrænsning, at man kun kunne være i et web ad gangen. Systemet tilbød browserfunktioner i form af local maps, som var en begrænset grafisk oversigt over de nærmeste naboer i web’et, samt global maps, som var en grafisk oversigt over hel det aktuelle web. InterMedia understøttede ligeledes samarbejde. Brugere kunne følge og skabe links i det samme web, men det var dog muligt at sætte rettigheder. Systemet var velegnet til, at studerende kunne skrive på en opgave på samme tid, og at undervisere kunne gå ind og kommentere på sådanne. NoteCards var et eksperimentelt hypermediersystem baseret på Xerox LISP, som blev skabt af Trigg, Moran og Halasz på Xerox PARC i midt 80’erne. Systemet blev især anvendt i forskningsmiljøer og var rettet mod idea processing, hvorfor man meget hurtigt kunne nedfælde data. Det var desuden meget åbent og interaktivt, forudsat at man kendte LISP, således at man kunne ændre ting on the go og udvide systemet, hvilket blev gjort i stor stil. Mange hypermediebegreber blev først afprøvet her.NoteCards var et netværk af elektroniske note cards, som kunne indeholde ubegrænset mængde materiale i form af tekst, grafik, bitmaps etc. og som kunne tilknyttes attributter, altså egenskaber. Alle note cards skulle mindst tilhøre én filebox, som var et specialiseret kort, det kunne bruges til at organisere og kategorisere store samlinger af notecards. Det var muligt og almindeligt, at have mange vinduer åbne på skærmen på én gang. Klikkede man på et link, åbnedes endnu et vindue. Cards kunne relateres ved hjælp af links. Links var, ligesom i InterMedia, to-vejs rettede, og i hvert vindue kunne der åbnes et property vindue, som viste link ikoner fra alle udgående og indgående links. Man kunne skabe sig overblik ved hjælp af et note card indeholdende et strukturelt diagram over et netværk af note cards. Som en konsekvens af LISP, kunne man tilgå flere note cards men ikke linke på tværs, hvilket, ulig de to tidligere omtalte systemer, gjorde samarbejde besværligt. Et generelt problem for de tre systemer var, at de var monolitiske, således at det ikke var muligt, at arbejde på tværs af flere applikationer. Ligeledes var det et problem, at deres overordnede struktur var svær at ændre, når den først var skabt. Overordnet var alle systemer meget kraftfulde sammenlignet med det vi kender i dag, men det var ikke muligt at se ændringer og gå tilbage til tidligere versioner.
